Rusland på tværs Kolyma

Kolyma, en russisk tragedie

GuLAG i Magadanskaja i Oblast.
Af Jens Alstrup

Første gang Magadan kommer på landkortet, er da Vitus Bering kommer forbi den lille fanger- og fiskerbygd, på sin store
Ekspedition i midten af 1600 tallet. Næste gang er i 1928, de russiske geologer opdager områdets enorme guld forekomster omkring Kolymafloden. I 1929 – 31 udvides bygden af arrestanter, og i 1932 grundlægges Magadan by. Det hele blev ledet af NKVD ( som senere blev til KGB og GRU ). Forholdene var horrible, og end ikke lejrene ved Ishavet, tåler sammenligning. I Kolyma er der ned til –60 grader om vinteren og op til +40 grader om sommeren. Selv sommeren er et helvede, for da bliver hele området til en stor kæmpe sump med milliarder af myg og hestebremser. Kun 2 – 3 mdr. af året er her frostfrit. Levnedsmidler manglede konstant. Ganske vist blev der anlagt nogle kollektiv landbrug, men området er aldeles ufrugtbart, og Magadan havn er kun isfri 3 – 5 mdr. om året. Hertil kommer, at hele Sovjetunionen sultede i starten af 30’erne. Resultatet var, at folk døde som fluer af underernæring, overanstrengelse, frost og massehenrettelse. Ved en enkelt lejlighed, blev 40.000 ( nogen siger 100.000 ) mænd, kvinder og børn skudt i en dal, lige nord for byen Jagodnoe, der var center for GuLAG – lejrene. Jeg har talt med folk, der boede i byen da det skete, og det var bevægende. Området er mest kendt eller berygtet for "Den Gyldne Ring". Dette er en 1.100 km ringvej, der går rundt i hele guldområdet. Vejen blev bygget med hakke og skovl af arrestanter. At skulle arbejde her, var reelt en dødsdom. Ofrene blot fra vejbyggeriet, tælles i 10.000’er.

Mod slutningen af 2. Verdenskrig, bliver historien endnu mere rædselsfuld, om end kun i en kortere periode. Nordøst for Den Gyldne Ring, fandt man nemlig uran, og anlagde følgeligt et helt net af GuLAG-lejre, der skulle udvinde uran til Stalins A-bombe. I disse lejre, overlevede arrestanterne kun 5 – 7 mdr., før de omkom af strålings sygdomme. Fangevogterne, overlevede kun 2 – 3 år, før også de døde af strålingen. Selv for Stalin og NKVD, blev disse lidelser for voldsomme, så i 1951 blev uranminerne og de tilhørende lejre lukker. Det hele står der endnu, for ingen ville derind for at slette sporene, pga. strålingsfaren.

I 1956/57 stopper rædslerne i deres mest umenneskelige form, da Krustjov overtager magten. Men helt op til Jeltsins magtovertagelse, brugte Soviet fortsat Kolyma til deportation af kriminelle. Det er derfor ikke " Guds bedste børn", der bor herude. I 60’erne og 70’erne gjore Breznjev Kolyma til Komsomalprojekt. Her skulle unge kommunister opbygge landet, og som belønning, fik de en årlig gratis flybillet, dobbelt løn, og efter en årrække herude, kunne de springe over i boligkøen i en af de store attraktive byer i europæisk Rusland. Men selv med de fordele, var det kun en begrænset succes!

I 1995 ( vedtaget i 1994 ) blev det forhadte indenrigspas endeligt ophævet, så russerne frit kunne vælge deres bopæl. Resultatet blev, at befolkningstallet faldt fra godt 260.000 i 1994, til kun 116.000 her i starten af 1997. Og det i et område, der er på 2 gange Frankrigs areal! Selv i dag, er efterkommerne til de 100.000’er af ofre, bange for at systemet igen kan vende. Derfor er de ikke glade for at tale om politik, og mange taler fortsat nødigt med udlændinge. Men ved præsidentvalgets 1. runde, den 16. juni 1996, gav de deres mening til kende. Jeltsin fik 43% af stemmerne. Lebet fik over 20%, og også 3.-pladsen tilfaldt en sikker demokrat (Javlinski tror jeg). Først på en 4. plads med mindre end 10% af stemmerne, kom kommunisten Sjugarnov, og Sjirinovski fik kun en 6. –plads. Indbyggerne i Kolymo, har ikke glemt fortiden!

Renskrevet af Henrik Larsen

[ Webmaster ]