Rusland på tværs På cykel i Sibirien 4. del

Rusland på tværs 1997 - 4. del.

Der er laaaangt til Europa. Af Jens Alstrup

Claus og jeg havde valgt at splitte op ved Baikalsøen. Vi tog begge båden de 700 km til Irkutsk. Jeg for at reparere cyklen og Claus for at være i byen en længere periode. Humøret var i bund. Uheld havde fulgt på uheld.
DHL havde bragt mit nye hjul de 6.000 km fra Moskva på kun en enkelt dag. Vejret havde været godt hele 3 dage i træk, men ellers var der ikke meget at juble over. Båden sejlede ikke mere; de manglede penge til brændstof. Jeg troede først, at det var løgn. Mine reservedele fra Danmark blev tilbageholdt af toldmyndighederne. Og mens jeg „blomstrede" 40 timer i toget (mod 9 timer med båd) på vej tilbage til udgangspunktet, blev vejret igen elendigt. 8.000 ensomme kilometer ventede forude. De sidste 1.200 km langs BAM-jernbanen fra Nisjnieangarsk til Tajshet var ofte mere en sur pligt end en fornøjelse. Igen og igen havde vi hørt at vejen ville være god her, men nu erfarede jeg, at det langt fra var tilfældet. Kun 500 km var asfalteret, og resten var elendige grus- og jordveje opløst i regnen. Alligevel var det ikke en helt elendig etape. Passet fra Baikal og dalen med Lenafloden ved Ust Kut, var enestående smukke og Bratsk dæmningen imponerende. Kun en enkelt nat måtte jeg sove i telt på denne strækning. Det gav en smuk solnedgang ved nogle varme kilder, men også et utal af myggestik og en søvnløs nat. Natten bød nemlig på øs-regnvejr og torden, og toget larmede vanvittigt på en nærliggende stålbro. Teltet holdt heldigvis tæt. En anden positiv ting var, at jeg intet hørte til mine canadiske konkurrenter. Og da der kun er en vej, har de enten opgivet, eller også er de blevet endnu mere forsinket end jeg.
I Krasnojarsk skulle jeg være gæst hos den katolske kirke. Vejen var svær at finde, så jeg spurgte om vej. Tilfældet ville, at jeg spurgte en journalist, der var deltager i en pressekonference, afholdt af den øverstkommanderende general for hæren i hele Sibirien. Journalisten kendte ikke helt vejen, men han ville gerne hjælpe. „Hvor kom jeg fra?". Det fortalte jeg. „Vent her, så kommer jeg om lidt!". Han gik tilbage til konferencen. Senere hørte jeg, at konferencen gik i stå. Alle snakkede om cykling fra Magadan, lige indtil generalen blev temmelig mellemfornøjet. Journalisterne aftalte, at de ville holde en ny konference næste dag. „Min" journalist vendte tilbage og sørgede for, at jeg fik politieskorte hele vejen til det lille kloster. Betjentene fik min autograf. Efter en hyggelig aften og en god nats søvn, ankom jeg til pressekonferencen. Der var ikke mindre end 5 aviser, 2 TV - stationer og 1 radiostation. Opholdet forløb i øvrigt også godt. De polske og russiske munke og præster var fornøjeligt selskab, og DHL havde fået „lirket" mine ting ud af toldmyndighedernes varetægt.
I Novosibirsk skulle jeg overbringe 2 studieophold til Akademiet for Nationaløkonomi fra Roskilde Handelsskole. Men pga. manglende kommunikation var arrangementet ikke helt vellykket. Gaven blev overrakt, men jeg fik ikke mødt nogen af de studerende eller set akademiet.
Den nye vej til Omsk var endnu ikke færdig. Så af de 750 km fra Novosibirsk var der fortsat 250 km jordvej. Først så det ud til, at jeg havde heldet med mig, men de sidste 30 km havde det regnet. Som jeg nærmede mig, så bilerne mere og mere miserable ud. Folk vinkede og råbte, at jeg skulle vende om. De første 200 meter våd vej gik meget godt, men så blev pløret som brun sæbe. Cyklen gled ud til siden og jeg landede midt i æltet. Eneste trøst var, at jeg landede blødt. Føj, hvor var det ulækkert. Jeg måtte trække cyklen. Pløret blev til et leret ælte. Hjulene kunne ikke længere rotere. Skærmene blev afmonteret, og alligevel måtte jeg fjerne mudder for hver 2-400 meter! Selv mine sko var et problem, da flere kg. ler satte sig som store plader på mine små str. 46. Sceneriet var absurd. Pløre og ælte iblandet kogødning overalt. Allevegne sad last- og personbiler fast. 4-hjuls-trækkere og nogle enkelte med snekæder kom igennem med besvær. Kun de specielle Kraz og Ural 6-hjulstrækkerlastbiler gik uden videre gennem æltet, og det endda ofte med et køretøj på slæb. Jeg slæbte og asede og bandede højlydt. Hold da kæft, hvor var det fristende at få et lift med en Ural. Tilbud var der nok af. På 2 timer havde jeg flyttet mig mindre end 6 kilometer. Jeg kunne umuligt nå frem til næste by, før det blev nat. Faktisk var alt mørkt, allerede da jeg ankom til det næste lille stykke skov. Helsport påstår at deres telt kan sættes op i blinde, og nu fik jeg chancen for at afprøve det. Det var helt korrekt, men føj, hvor var det ulækkert at stige i soveposen indsmurt i ildelugtende mudder.
I Omsk gik 2 fulde dage med at vaske alt udstyr og tøj rent for mudder. Imens skiftede vejret til det sibirerne kalder „babaleta" (kvindernes sommer), det er et lidt frækt, men ikke sjofelt, udtryk for ca. 10 dage med en ekstra sommer i september. Babaleta’en fulgte mig helt til Ural. Det var heldigt, for jeg havde fået snotnæse og feber, og havde vejret også været imod mig, var kræfterne ikke slået til.
Det føltes dejligt at nå Europa og sætte turens 1. Rekord. Jeg er nu den første cyklist, der har krydset hele Asien indenfor Ruslands grænser på en sæson. Begivenheden blev markeret med TV - interview og fejret med besøg hos den britiske og amerikanske generalkonsul i Jekzterinburg. Jeg er ved godt mod, og holder cyklen, når jeg frem til Kaleningrad som planlagt, og til januar ’98 vil jeg begynde at afholde foredrag om ekspeditionen.

[ Webmaster ]