Rusland på tværsPå cykel i Sibirien 3. del |
På cykel i Sibirien
Rusland på tværs 1997 3. del.
Af Jens Alstrup
VEJEN DER FORSVANDT
Langs BAM-jernbanen på cykel.
Endelig asfalt!. Vi nærmede os Tynda, BAM-banens hovedby og vores 2. Store milesten på ruten. Naturen var fantastisk, men ellers kørte vi på " pumperne ". Vi var godt trætte af en tilsyneladende uendelig række uheld og et dårligt vejr, der slog alle rekorder. Datoen var den 25. Juni 1997, 3 uger efter rejseplanen.
Tynda blev som en oase. Vi fik et lille hotel stillet gratis til rådighed, og vores depot med reservedele og post og slik hjemmefra, ventede på os. DHL havde sendt en mand ud med kassen til os, fra deres kontor i Vladirvostok, og han ventede på os på byens " førende " hotel. Selv vejret artede sig.
De 2 dage i Tynda gjore godt, men man skulle tro at en ond ånd var efter os. For netop som vi cyklede ud på grusvejen langs BAM, begyndte det igen at regne. Og for at sætte " trumf " på, så knækkede den ene holder til min saddel ved frokosttid.
At tale om " held ", er vist lige at stramme den lidt, men bruddet skete tæt ved en lille by 40 km fra Tynda. Og hjælpen var at finde på byens brandstation.
Svejsningen gik dog ikke så let, for en tynd profil i crom vanadium stål, var ikke noget de kendte fra Ural lastbilen. Løsningen blev at bruge et lille stykke stål fra en damecykel, som de satte ind i den hule profil. Det så måske ikke elegant ud, men det virkede. At de havde " flænset" en damecykel, skulle jeg ikke tænke på. Hjælpen var selvfølgelig gratis.
Jens´ saddel er netop svejset. Hurra for russiske brændmænd! (og at uheldet sket 1 km fra en by.
Vores første stop var Khorogotji. Regnen var ophørt, og vejen var overraskende god. Og byens " hotel ", 2 værelser i administrationsbygningen ( rådhuset ), var ikke lukket.
Men heldet holdt kun kort. Om aften begyndte det af øse ned, og i bygningens gymnastiksal, begyndte byens lørdagsdiskotek. Og jeg begyndte at hæve af betændelse. Det blev en meget lang nat.
Om morgenen var vi utroligt trætte, og jeg var hævet endnu mere. Udenfor så det forrykt ud. På den asfalterede hovedgade var sten på størrelse med tennisbolde, skyllet ned ad gaden, der mest af alt, lignede en lille flod. Vi valgte at blive endnu en nat.
Også næste dag regnede det i " torve ". Vi blev inviteret ud for at se vejen, hvor man kunne, for ca. 2 km fra byen på begge sider, var broerne ødelagt. Overalt var vejen ødelagt af vandmasserne, og selv BAM var ophørt med normal drift, for banen var flere steder blevet undermineret af vandet.
I ventetiden var min betændelse blevet endnu værre. Penicillin kunne ikke hjælpe, så jeg måtte på hospitalet i Tynda.
Det lokale " bumletog " til Tynda kørte fortsat, om end det var med voldsom forsinkelse. Hele 5 timer tog det for kun 80 km !. Overalt var vejen og husende oversvømmet, og i floderne, rasede vandmasserne med stor fart.
Efter at have set hospitalet indefra, er jeg taknemmelig for at betændelsen kunne klares ambulant med en indsprøjtning og en uges reaktion. Lægerne og personalet virkede kompetente, men udstyret og bygningerne virkede meget lidt tillidsvækkende.
Den videre tur blev en prøvelse. Vi var ved at være trætte af hinanden, og serien af uheld og det dårlige vejr fortsatte. Mange steder var vejene så dårlige og eller ødelagte, at vi bogstaveligt talt måtte cykle på jernbanen !
Naturen er noget af det smukkeste i Rusland og i hele verden, og BAM-banen har en masse at byde på af seværdigheder. Men vores tid var opbrugt, så vi måtte bare fortsætte, uden at se noget. Det var ( er ) dybt frustrerende.
Inden vi nåede Baikalsøen, valgte vi at splitte op, og tage båden til Irkutsk hver for sig. Claus for at tage et længere ophold i Irkutsk, og jeg for at få repareret min cykel.
Nu hvor min cykel er repareret, tager jeg tilbage til Nisjnieangarsk, for at fortsætte hvorfra jeg slap. Claus og jeg er heldigvis ikke uvenner, men moralen er alligevel lav lige nu, p.g.a. de mange uheld. Jeg håber at det gode humør vender tilbage, efter et par dage på cyklen, det plejer det. !
Renskrevet af Henrik Larsen