Rusland på tværs På cykel i Sibirien 1. del

På cykel i Sibirien

Rusland på tværs 1997 – 1. del.
En uventet cykeloplevelse.
Af Jens Alstrup

Pga. forsinkelse i posten er 1. del kommet efter 2. del.

Gennem is og sne i Russisk Fjernøsten.

I 1996 var jeg på en cykelekspedition fra Magadan til Perm. Ekspeditionen blev mit livs mareridt og højdepunkt. Midt ude i ingenting, oplevede jeg et væbnet røveri forsøg og efterfølgende, oplevede jeg at blive efterladt uden telt, af mine to rejsekammerater. Når man alligevel genfinder mig herude igen, skyldes det to ting: Dels den enestående sibiriske natur og gæstfrihed, og dels at jeg ikke fuldendte mit projekt i 1996; for ganske vist var det kun mig der kom frem til Perm, men heller ikke jeg fik cyklet hele ruten. Så nu handler det om, at blive de første nogensinde, der krydser hele Rusland på cykel i løbet af en sæson.

I 1996 fik jeg et chok, da vi lagde an til landing i Magadan, 10 tidszoner og 12 flyvetimer fra lille Danmark. Overalt var der sorte bjerge. Det var der ikke i år: Der var nemlig hvide bjerge! Is og sne overalt. Et helt forrykt syn, og så den 4.maj! Flyvningen med Aeroflot og Domodedovo var forløbet fint, og nede på jorden, så det ikke helt så slemt ud som fra luften. Efter en dag i Magadan, hvor vi hvilede os og gik på museum, tog vi af sted på cyklerne. Og lad mig præsentere os: Jens Alstrup 34 år og Claus Nielsen 23 år. Vi kommer begge fra Roskilde og kender hinanden fra Roskilde Cykle Ring.

Allerede på vores anden dag, gav vejret os problemer. Det var isnende koldt. Frisk vind stik imod os og ¸ 5° C. Landskabet var helt hvidt og alle floderne var tilfrosne. De 130 km til Atka var alt for langt. Til sidst kunne vi kun cykle få km ad gangen, og så snart vi holdt stille, begyndte vi at fryse. Vejen var dårlig, og med proviant, vejer cyklerne næsten 40 kg pr stk.. Hotelmutter genkendte mig med det samme. Vi fik en rigtig god behandling, men selv efter et varmt bad, var vi flere timer om at få varmen. Det var helt udelukket, at vi kunne fortsætte næste dag. Vores mad fik vi i en helt ny spisesal, så det er altså ikke alt, der er gået i stå herude. I løbet af vores hviledag, havde hotelmutter forhørt sig om vejen. Hun var nervøs på vores vegne: " Der er alt for meget sne i bjergene for jer, bliv i hellere her, til det bliver bedre vejr!"

Fra Atka, lå der is og sne overalt. Specielt bjergpassene var en udfordring. På nedkørslerne var det helt uforsvarligt at cykle, og selv om vi trak cyklerne, væltede vi alligevel adskillige gange. Det var ikke helt ufarligt, men heldigvis var trafikken beskeden da guldsæsonen endnu ikke var begyndt. Men de chauffører der var, dyttede og vinkede ivrigt. Flere stoppede op, for at tage billeder af os, eller for at forære os gaver eller give os noget at drikke eller spise! På toppen af bjergpassene gik kulden gennem marv og ben. Temperaturen kom helt ned på ¸ 10° C til ¸ 15° C, og det samme med en kraftig vind. Det var mere end tøjet kunne klare, så pauser måtte udskydes, til vi igen var nede i en dal. Selvom sceneriet virkede forrykt her i maj måned, var det alligevel en enestående oplevelse. Skarpe tinder overalt i et totalt hvidt landskab. Vores første teltlejr ved Mjakitfloden, blev en kold oplevelse. Soveposerne fungerede rigtig godt, men ¸ 15° C var unægtelig 10 grader for mindre, end det de er beregnet til.

Også næste dag, den 10. maj, var en sej oplevelse. Om natten var der faldet 10 cm sne, og vi cyklede i noget, der mindede om en dansk snestorm. Men det var det hele værd. Vi fik det ene flotte sceneri efter det andet. Og iskrystallerne i sneen, var helt perfekte i deres form! Hen under aften, kom vi til en lille guldgraverbygd. Lige ved bygden lå der en indhegnet virksomhed. En del skilte fortalte at der var adgang forbudt, men vi tog derhen alligevel.

P.g.a. den lange og spejlblanke nedkørsel, var vi lang tid om at komme frem til hovedbygningen. Så da vi ankom, var der samlet en hel " modtagelseskomite ". Spørgelysten var stor.

Jeg fik fortalt at vi kom fra Danmark, og at vi skulle krydse hele Rusland, og at vi meget gerne ville finde et varmt sted at sove. Vi havde selv soveposer og mad, så et rum og noget vand var helt fint.

Stedets direktør, Anatoli Vasilitsh, tog godt imod os. Vi fik hvert vores varme værelse med en opredt seng, og når vi havde vasket os, skulle vi komme til middag.

Maden var overdådig. Kold agurkesuppe, æg med kaviar, grøn salat, 3 salgs pølse, sylte, sprængt kalvekød, frisk hjemmebagt brød, kvas ( let syrligt øl, lavet på gammelt brød ) og så en hel masse konjak ( med "K" ).

Vi skålede en masse gange for " godt helbred " og " fred og venskab ". Også Rusland og Danmark fik en skål!.

Kokke pigen var vist nok Anatoli Vasilitsh´s datter. Han fremhævede hende som en dejlig kraftig russisk pige, hvor der var noget at holde om. Hun rødmede, og det var ganske vist, at hun var en af dem, man herovre kalder for en "lille kampvogn".

Fatter selv , var en lille kugle rund mand på ca. 65 år, og han bar præg af, at have fået alt for mange vodkaer gennem tilværelsen.

Næste morgen fik vi endnu et flot måltid, og til vores videre færd, fik vi en masse mad til cykeltaskerne. Konjakken kunne fortsat mærkes, men heldigvis skulle vi ikke så langt.

Lige nu sidder vi 4. Dag i byens Mjaundsja. Datoen er den 22. maj. For en uge siden, prøvede vi at komme videre til Jakutsk, men efter 110 km af en 270 km øde strækning, blev vi stoppet af is, sne og smeltevand, og temperaturer ned til ¸ 23° C i bjergene. Derfor tog vi tilbage til Mjaundsja for at give foråret endnu en uge, før vi prøvede igen.

Vi glæder os til at fortælle fra Republikken Sakha ( Jakutien ),. Her skulle vi bl.a. besøge Pakrovsk, hvor familien Rachlin boede ufrivilligt i 9 år, og Nieringri, hvor vi skal se nogle gigantiske kulminer.

Renskrevet af Henrik Larsen

Foredrag starter den 1. Januar 1998 og kan bookes på tlf. 46322826

[ Webmaster ]