Sibirien 1996

Sibirien på tværs

En cykeltur på 9.100 km - De 6.800 blev gennemført

Af JENS ALSTRUP: Jeg har alle dage drømt om "den store tur", men har aldrig før villet det så meget, at jeg virkeligt tog konsekvensen. Men i 1995 blev det anderledes. Tilværelsen tillod at jeg kunne tage afsted, og jeg fandt nogle rejsekammerater, der også var parat til at virkeliggøre projektet.
Jeg fik ideen til turen ved en kombination af at have læst Hjalte Tin og Nina Rasmussens bog om deres rejse i Sovjet i 1988. Her var det særligt deres tur i Sibirien, der trak. Og så var jeg til et foredrag, hvor Morten Østergaard fortalte om sin cykelrejse i Kina.
Jeg spurgte Morten, om han kunne tænke sig at tage med. Det kunne han. Morten spurgte om Søren S. Jørgensen også ville med. Det ville han gerne. Jeg var 34 år, Morten 29 og Søren 26, da vi tog afsted. Ruten blev fastlagt til at strække sig fra Magadan til Perm; fra Stillehavet til Europa gennem Asien i fuld længde inden for Rusland. Valget faldt på Magadan, fordi det ikke var gjort før. Flere havde taget turen fra Vladivostock, men aldrig fra Magadan. Fra Chita til Krasnojarsk, skulle vi følges med Steen Hinnum, 22 år, over en strækning på 2.000 km. Vi troede at turen var på 8.500 km.

Fra Magadan til Jakutsk

Allerede før vi tog afsted, fungerede holdet så dårligt, at vi set i bakspejlet, slet ikke burde være rejst. Men vi havde brugt 1½ år på forberedelserne, involveret familie, venner og sponsorer, så "toget" var ikke længere til at stoppe. Vi tog afsted den 14.06.96.

Magadan var centrum for Stalins allerværste Gulag. Ofrene tælles i 100.000'er. Selv i dag, var folk ikke trykke ved at tale med os, så de der primært tog imod os, var tidl. KGB-folk og nuværende politifolk. De følte sig sikre på ikke at "risikere" noget. Overalt var der umådelig flot natur og fantastisk gæstfrihed. Og så var der myg. Millioner af dem. Og tusinder af hestebremser. Og vejene var mildt sagt elendige. Alligevel var dette for mig, langt det mest spændende område. Morten og Søren virkede ikke glade for at være der.
Magadan var også området hvor holdet ophørte med at fungere. Og det allerede efter 2 dage. Jeg cyklede i praksis alene. Kun ved pauser og overnatninger var vi sammen. De sidste 780 km til Jakutsk, måtte vi tage med lastbil og båd, da vi blev syge af dårligt vand. Vores vandfilter gik nemlig i stykker allerede 1. dag i Magadan.

Alene i Jakutien

Jakutien i Østsibirien, blev mit mareridt. Vi kunne ikke længere udholde at være sammen, så for at få en pause, tog jeg 180 km med en lastbil til den lille flække Tommot.
I lastbilen var der 2 chauffører. På et tidspunkt begyndte den ene at tale om dollars. Han blev mere og mere ophidset. Pludseligt tog han en pistol frem. Viste mig at den var skarpladt og så afsikrede han den, og fortsatte med at tale om dollars. Situationen var spændt. Jeg spillede "dum" og tænkte som en rasende på, at fik han pengene, var min tur fordi. Endeligt opgav han. Han sikrede pistolen, lagde den væk, og fortalte grinende, at han havde pistolen, for at beskytte sig mod banditter. Men pistolen havde være afsikret, så derfor var det alvor, og jeg skal aldrig tage en sådan chance igen. Det var dumt gjort af mig, selv om det gik godt i 1996. Jeg kom med hele vejen til Tommot.
I Tommot mødes holdet igen. Vi kunne ikke finde en ordning for holdet. Jeg blev "sat af" uden telt og med den besked, at nu var det sikkert område.
Jeg opfatter mig selv som værende stærk, og pistolen kunne jeg klare. Men da jeg fik at vide, at her kunne jeg "bare" fortsætte alene i et "sikkert" område, hvor jeg hverken kunne komme med tog eller fly, eller på nogen anden måde fortryde, da "knak filmen". Min tur frem til jeg mødte den fjerde rytter, udviklede sig til et mareridt. Jeg var nu blevet bange, og jeg fik prøvet at cykle midt om natten (utilrådeligt), at sove udendørs i en mineby (også utilrådeligt) og jeg var ude for en politichef, der meget bogstaveligt prøvede at komme i bukserne på mig. Regel nr. 1 for enhver ekspedition blev brudt: Man efterlader aldrig en mand midt ude i "ingenting".

Fra Chita til Krasnojarsk med Steen

Alligevel fortsatte jeg frem til den 4. rytter. Sammen med Steen, fik jeg en rigtig god tur fra Chita over Baikal til Krasnojarsk. Jeg fik mange gode oplevelser, og jeg kom psykisk til hægterne igen. Centralsibirien er fantastisk smuk, og russernes gæstfrihed var ganske enkelt fantastisk.
Da Steen skulle hjem fra Krasnojarsk, var jeg kommet så meget til hægterne, at jeg havde mod på at fortsætte. Også selvom det var blevet efterår og regnvejr. Guder skal vide, at det krævede overvindelse, men jeg var blevet meget glad for Rusland, og for i det hele taget at være på en ekspedition, at nu måtte jeg bide tænderne sammen: Skulle sponsorer m.fl. nogensinde tage mig alvorligt, når jeg ville afsted igen, så måtte jeg fortsætte helt til Perm.

Alene igen, frem til Perm

I Novosibirsk erfarede jeg at Morten og Søren havde opgivet, og uden at havde stoppet op hos vores kontakter i Perm. Jeg lovede (over telefonen) at uanset om jeg selv ville opgive, så ville jeg i alle tilfælde mødes med vores venner i Perm.
Jeg kom frem til Perm på cykel den. 28.09.96. Og også den sidste del af turen blev en rigtig god oplevelse. Men heller ikke jeg fik cyklet hele ruten. Jeg fik cyklet 6.830 km "mod" Morten og Sørens 5.700 km, ud af en rute på 9.130 km. De 2.300 km var med tog, lastbil og båd. Jeg er stolt over min præstation, for jeg cyklede hvor som helst det var mig muligt i 1996. Men jeg føler mig ikke som "vinder". For når jeg tænker på holdet, er det følelsen af skuffelse, der melder sig, og jeg har det ikke godt med, at jeg ikke fik cyklet hele vejen.
Jeg holder fortsat foredrag om den gamle tur frem til medio april. Efter "Rusland på tværs 1997" starter jeg igen på at holde et nyt foredrag til januar 1998. Foredrag kan bookes på tlf. 46 32 28 26.

Rusland på tværs - 1997

Jeg skal afsted igen. Jeg glæder mig utroligt, for jeg var meget glad for Rusland. Og det bliver iøvrigt også godt, når jeg efter den ny tur, kan lægge den gamle definitivt bag mig. I år skal jeg fra Magadan til Roskilde - 12.400 km på cykel, sammen med en ny rejsekammerat, Claus Nielsen. Og denne gang skal vi cykle hele vejen. Også gennem sump og vejløse strækninger. Ruten er ændret, for ikke at gentage den "gamle" tur, og her på siderne, vil man kunne følge vores færden fra vores rejsebreve, startende fra 2. maj 1997.
Og så kan man tage afsked med os i Roskilde Bank den 1. eller 2. maj om morgenen. Præcis dato og tid, vil blive oplyst her på siderne. Vores hjemkomst bliver også fejret af Roskilde Bank, og her vil man kunne hilse på os enten den 4. eller den 11. oktober om eftermiddagen, netop som vi kommer tilbage fra Rusland.

[ RCR-M ] [ Webmaster ]